Decemberdag. Glenten slår vingerne ud

Decemberdag. Glenten slår vingerne ud
og svæver hen over os lige som Gud,
som sender sin søn for at fødes i nat,
hvor scenen i stalden på timen er sat.

Han fødes for store, han fødes for små,
han lægges i krybben på leje af strå
i stalden, hvor støvet beredes for ham,
Guds søn og Guds levende ord og Guds lam.

Nu står der en engel på marken med får,
og hyrderne rejser sig op, og de går,
hvor englen befaler dem uden at kny
og tilbeder barnet i Betlehem by.

Her står de og glor som forarmede får
på ham som er klinket af tusinde skår
og dog ligger helstøbt, velbåren og ny
kun svøbt i et sjal på en lyserød sky.

Nu løfter hans mor ham fra krybben og ind
til sig, og de to er det samme af sind,
og de bliver til et, selv om de er to,
og det bliver til, som er tillid og tro.

Decembernat. Glenten slår vinger ind
i træet, hvor den slår sig ned på en pind,
de sidder i flokke som lys på et træ
og lyser i hjertet i vingernes læ.

Frit efter Højskolesangbogens nr. 261 af Iben Krogsdal.

Herre, kommer du til bryllupsfesten

Herre, kommer du til bryllupsfesten
fulgt af dine brudepiger små?
Til mit bryllup er du hædersgæsten,
herlig skal du hæderspladsen få!
Sidde skal du ved min brud,
når du deler blod og legem ud.

Du er vin, som flyder i dit bæger,
du er ord, der flyder af din mund.
Når din tavshed hjerterne bevæger,
bryder guld og glød af hjertens grund.
Ligesom den første gang,
da du gjorde vand til vin og sang.

Som du mellem fiskere og bønder
har forvandlet postevand til vin,
fyld titusinde af tomme tønder
op med fryd ved sølvertale din!
Så vi al din dyd forstår,
når vi hver et bæger af den får.

Herre Jesus, lad din harpe klinge,
som den klang, da David slog den an.
Lysere end ved ved en englevinge,
dybere end mestersanger han.
Lad det klinge sødt i sky,
klinge som Jerusalem det Ny.

Gendigtning af begyndelsen af "Hymner om Troen 14" af Efraim Syreren 306-73.
Efter Johannes Glenthøjs oversættelse.

Dit gilde tørster efter gæster,
dit bryllup over stil og sans
sig glæder ved de mange fester
fra juleaften til sankt hans,
hvori dit brudekammer står
som fold for det fortabte får.

Du kalder mange til din trone,
men få er de, der finder vej,
som finder ind til livets tone
så langt af led af alfarvej,
hvor du dig føde lod i skjul
for hyrderne, da det blev jul.

Din ovn er fuld af glød og glæde,
når du os prøver for din gunst,
som åbenbarer sig for spæde
langt hellere end vid og kunst,
når du til dig os viser vej,
i fristelse os leder ej.

Din vej er kort, når tiden krummer
sig sammen i hårnålesving,
så er det jul, når det er sommer,
og ellers er det ingenting,
når tiden går sin vante gang
uendelig og ond og lang.

Retfærdighed og fryd og glæde
står sammen om din trones glans,
hvor du i evighed har sæde
foran din engleskares dans
for alt, hvad du på jorden led,
i Himmeriges kølighed.

Afslutningen på Efraims digt "Hymner om Troen 11".
Johannes Glenthøjs oversættelse benyttet.

Jeg går på grænsen

Jeg går på grænsen mellem et
og andet, det er ikke let,
jeg kryber ned i jordens dyb,
var jeg dog blot et kryb,
men jeg er Jonas i en hval
og kastes op på femte sal,
jeg flyver som en sommerfugl
ud af mit vinterskjul.

Jeg folder mine vinger ud,
det er det allerførste bud,
jeg flakser på en sommerdag,
og det er ingen sag,
her er en sommerfuglebusk,
her er en hestevogn med kusk,
men jeg vil flyve, hvor jeg vil,
til natten stunder til.

Jeg takke vil og prise Gud,
det er af to det andet bud,
jeg takker for, at smitten gik
sin vej, og at jeg fik
din nådes evangelium
for syndernes delirium,
nu ser jeg ting og sager klart
alt efter hver sin art.

Jeg fyldes af din fylde ren,
som stiger over stok og sten,
jeg ser dit øje og din mund,
og livet er et fund,
jeg finder vejen på min vej,
jeg finder ja foruden nej,
jeg siger ja til et og alt,
som du for mig har talt.

Jeg holder af de nære ting,
jeg går og finder rundt omkring,
en ørenring, et øjeblik
og al den stund, jeg fik
at leve på Guds grønne jord
med hoser grønne og Guds ord
på læben, hver gang finken fløj
af panden, og jeg løj.

Jeg beder til og håber på
min salighed imellem få,
der som jeg selv er udenfor
det store skingre kor,
der vender op og ned på alt,
hvad du os en gang har fortalt
om markens liljer, hvor de gror
i pragt og ynde stor.

Jeg ser den store hvide flok,
det er min salighed mig nok,
jeg ser min frelser på sin sky,
Jerusalem, det ny
nu hist, hvor vejen slår en bugt,
det mere er end bare smukt,
står frem og føjer nor og vig
ind i sit Himmerig.

Gør, børnlille,
som jeg ville!
Elsk hinanden som jer selv,
lad det flyde
uden lyde
frit som vandet i en elv,
når det når i dalen ned
i evighed.

Vandet stiger,
alle diger
brister på et øjeblik,
redningsbåde,
alt er nåde,
hjælpen, som du aldrig fik,
får du nu i overflod,
så tag imod!

Hvide duer,
røde druer
vælder ud af hvert et skjul,
høje sæde,
fred og glæde,
ligesom om, det er jul,
fyldes du på dommens dag
med velbehag.

I det høje
for dit øje
kommer på sin hvide sky,
han som døde
for din brøde,
skaber jord og himmel ny,
tørrer tåren på din kind
i sjæl og sind.

Jorden kalder,
sneen falder,
der hvor menneskene bor,
græsset vokser,
moskusokser
græsser der, hvor græsset gror
sparsomt mellem mos og lav
i is og hav.

Selve rummet
er forstummet,
jorden skælver kun af fryd,
på vulkaner
og altaner
høres den bekendte lyd
af et højt og kraftigt nys
i solens lys.

Se, han kommer,
det er sommer,
det er allerede sent,
på minuttet
fast besluttet
på at gøre bordet rent,
før han skænker vinen ny
i Smilets by.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/14

Kirkeklokker over hele jorden

Kirkeklokker over hele jorden
kimer til en påskehøjtidsfest,
som i øst er endnu i sin vorden
og fuldtonet klinger ud i vest.

Aftenlandet til de søde toner
lukker sine trætte øjne i,
når din klokke mellem millioner
klinger, når du cykler den forbi.

Over høje bjerge, dybe dale,
hjem til Himmeriges Vingegård
flyver storken efterfulgt af svale
himmelhøjt ud over støvets år.

Ske din vilje, skestork fra de fjerne
lande, trane, glente, fiskeørn,
ulv i fåreklæder og en stjerne,
der er født i nat i Store Bjørn.

Stella Nova funkler i den dybe
nat i verdensrummet over jord,
alt, hvad kravle kan hertil og krybe,
rejser sig ved lyden af dit ord.

Kirkeklokke over tage kimer,
næppe hørlig for en trofast hund,
men alligevel på slaget rimer,
som et ord, der gik ud af din mund.

Du, som storm og hav så let betvinger,
du, som gennem dødens skygge går,
du, som samler under dine vinger
ej kun Israels fortabte får.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/forside/783

Mit land, det er, det siger livet

Mit land, det er, det siger livet,
foruden himmel også jord,
det tager jeg engang for givet,
jeg tager livet på dets ord
og finder her såvel som hist,
det både sikkert er og vist.

Det vokser frem af markens grøde,
det spirer mellem støv og ånd,
nu står de døde op af døde,
bevæger åndedrag og hånd
og vinker, mens de flyver bort
til Paradis ad himlens port.

Jeg skuer ind i Himmerige,
imens det daler ned som sne,
hvad skal jeg tænke eller sige,
førend jeg selv kan se det ske,
der står en drive for min dør,
det har jeg ikke prøvet før.

Nu ser jeg tegn i sol og måne,
et lyn oplyser øst og vest,
de skyer tager til at gråne,
jeg ser vor Herre stå til hest
og ride ind i kampen selv
ud fra sit høje himmelhvælv.

Om døden lægger arm med livet
og bøjer det mod bordet ned,
det føjer sig så let som sivet
og rejser sig i dødens sted,
det rejser sig som livets træ
og giver skygge, ly og læ.

Det giver frugt i lange baner,
hvor vinen plukkes under sol,
det giver æbler og bananer,
det giver ved til kongestol
af korsets planker virket til,
som tømrermesteren, det vil.

Gud bygger her sin nådes bolig,
og hver og en, som flytter ind,
med et han gør med sig fortrolig,
som seende han gør af blind,
så brat vi her på jorderig,
får øje for Guds Himmerig.

Der vokser røde roser

Der vokser røde roser,
hvor ingen roser gror,
og jeg gør grønne hoser,
hvor ingen hoser bor.

Her flyver turtelduer,
hvor ingen duer fløj,
de kurrer og de kurrer
om blå forglemmigej.

Og blå forglemmigejer
har glemt, hvad ingen ved,
hvor lidt dit hjerte vejer
så fuldt af kærlighed.

Gennemtrængt af Himmerige





Gennemtrængt af Himmerige
og af Himmeriges puls
ligger sund og bælt og vige,
står på tå og strækker hals,
høje fjeld og dybe dale
svimler over hav og fjord
i de høje himmelsale
på den gamle Moder jord.
Her har Ordet fundet fred
nu og i al evighed,
se på alle skjulte steder, hvordan Herren daler ned,
et bespisningsunder her,
vækker liv af døde der,
hvor han blæser ånde ind i kød og ben og hud og ler.

Ler ad folkeslag og planer,
ler ad synd og skam og død,
og hvad ingen djævel aner,
hvad han selv engang forbød,
hvad han ingen gang fortryder,
det har ingen gang på jord,
hvor forunderligt det lyder
i vidunderlige ord.
Her har Ordet fundet fred
nu og i al evighed,
se på alle skjulte steder, hvordan Herren daler ned,
et bespisningsunder her,
vækker liv af døde der,
hvor han blæser ånde ind i kød og ben og hud og ler.

I har hørt de gamle sige,
den, der slår ihjel, skal dø,
lige er det da for lige,
ligefuldt for mand og mø,
men om blot du går og råber,
siger, tænker eller tror,
andre folk er nogle tåber,
er du skyld i svig og hor.
Her har Ordet fundet fred
nu og i al evighed,
se på alle skjulte steder, hvordan Herren daler ned,
et bespisningsunder her,
vækker liv af døde der,
hvor han blæser ånde ind i kød og ben og hud og ler.

Gennemtrængt af smil og glæde
og af underfundighed
sidder Herren i sit sæde
i sin lille menighed,
se den store engleskare,
hvor så end den kommer fra
for sig her at åbenbare,
synge sit: Halleluja!
Her har Ordet fundet fred
nu og i al evighed,
se på alle skjulte steder, hvordan Herren daler ned,
et bespisningsunder her,
vækker liv af døde der,
hvor han blæser ånde ind i kød og ben og hud og ler.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/331/513/2

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er det Lars Busks og salmebogens nummer 331 “Uberørt af byens travlhed”, der er mit forlæg. I den er det selve kirkebygningens majestæt, der henvises til og gudstjenesten, der udfoldes. Det er en salme, der meget eksplicit placerer kærligheden i kirkeligheden, og i stedet for at fejre gudstjeneste, fejrer den gudstjenesten.
Bjergprædiken mere end præstens prædiken er den jeg lader mig inspirere af. Hvor hun på sin velskolede maner hamrede på, at Jesus radikaliserede loven til uopfyldelighed, slog det mig igen, at han laver sjov med den. Hvor hun manede til forsigtighed med hvilke ord, vi bruger, begyndte jeg at le indvendig. Jesus siger jo ikke, at vi ikke må kalde LGBT+-præsterne for nogle skinhellige spøgelser, for han kalder jo selv farisæerne for øgleyngel og ulve i fåreklæder.
Underfundighed, smil og glæde er evangeliets grænsesprængende væsen, og vi må i den grad uden for kirkens matrikel, for at det kan folde sig ud mellem kristne. Herre jemini! Omkvædets billede af at blæse livsånde i døde strejfer akkurat skabelsesberetningen ved anvendelsen af ordet ler, der skabes om til latter. Ellers er billedet hentet fra Ezekiels oplevelse i de dødes dal, hvor det forfærdeligste er den næsten-opvækkelse af de døde ben med muskler, sener og hud men uden livsånde. Lykkeligvis blæses den ind.

Jo mere du mit hjerte præger

Jo mere du mit hjerte præger,
des mere længes jeg imod,
at du igen mig vederkvæger
fra hovede og ned til fod,
så at jeg i din nåde står
i evighed såvel som år.

Jeg har en fod i Himmerige,
jeg har et pant på Paradis,
her er din nåde uden lige,
den kommer altid med en pris,
den vokser uden mål og med
udfoldet af din herlighed.

Her, hvor al vold og magt forsvinder
til fordel for din kærlighed,
her hvor din kærlighed mig binder
til hvert et sted, hvorom jeg ved,
at du forud har sat din fod
og slettet sporet med dit blod.

Her er et land foruden veje,
her er et sted foruden sti,
nu er jeg din for dig at eje,
nu er jeg bundet her og fri,
min vej er du og livet mit,
du er min sandhed og mit kit.

Nu bor jeg i min faders bolig,
her er der også plads til mig,
nu er jeg selv med ham fortrolig,
omend jeg beder kun med dig,
vi beder: Lad din vilje ske!
Halleluja og ak og ve.

Vi beder: Lad dit navn ophøjes,
dit rige stå ved jordens rand,
lad hver og en af os fornøjes
i livets og de dødes land,
de levende går let på tå
til dig hen over bølgen blå.

På himlens hvide sky den klare,
når jord og himmel skabes ny,
vil du i glans dig åbenbare
for os i påskemorgens gry
og fejre dødens nederlag
med os på Storebededag.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/391/424

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades